09/11/2024
Kom forbi Nyvej 9 og få en smagsprøve på mikrogrøntsager dyrket af byens nye gartneri, Gammel Rye Mikrogrønt.
Gammel Rye Mikrogrønt har været undervejs siden april, og vi er meget spændte og glade for at kunne åbne nu. I første omgang bliver det i form af vores lille vejbod ved Nyvej 9, og snart håber vi også at stå i torvehallen i Ry.
Der er høflig selvbetjening på både smagsprøver og køb af solsikkeskud, radiseskud og blandet mikrogrønt. Der er smagsprøver mellem kl. 12.00 og 14.00 men åbent i vejboden hele eftermiddagen (indtil vi evt. har udsolgt).
Mikrogrønt er spæde skud af gængse grøntsager såsom ærter, radiser og kål. I gennemsnit indeholder de fem gange så mange vitaminer og mineraler som ”voksne” grøntsager af samme slags. Skuddene kan bruges på mange måder. Vi bruger dem selv som salat og topping på varme retter. Ungerne elsker de milde ærter og solsikkeskud som sprøde, grønne snacks på madpakken eller som en frisk eftermiddagshapser efter skole og børnehave.
Vi har mange idéer og arbejder løbende på at udvide sortimentet og kundekredsen. Derfor er vi også meget interesserede i, hvordan I oplever produkterne og bruger dem derhjemme. I kan sende ris og ros til os på [email protected]. Og vi bliver også meget glade for at se billeder af, hvordan I bruger grøntsagerne.
Produktionen er baseret 100 % på økologiske frø og økologisk kokosmuld, som er et fornybart restprodukt fra kokosproduktion. Vi bruger ingen sprøjtemidler, kunstgødning eller spagnum. Og planterne kræver beskedne mængder vand. Vi arbejder på at finde den optimale emballage i forhold til pris, miljø- og klimaaftryk, holdbarhed og enkelthed i forhold til affaldssortering. Derudover er vi også i gang med at blive øko-certificerede.
Følg med i nyheder og åbningstider i vejboden på vores side og læs mere om vores sortiment på www.mikrogront.dk
I starten af december planlægger vi at holde et decideret åbent hus-arrangement, hvor I også kan se, hvordan produktionen foregår.
Vi håber, I vil komme forbi og få en smagsprøve. Og vi glæder os til at høre, hvad I synes om mikrogrøntsagerne.
Venlig hilsen Lauge og Mads