29/02/2024
Jeg har en forespørgsel til alle jer, der købte en af Chicas hvalpe.
Min anden tæve, Akasha, har lige fået et kuld med 4 små vidundere, og hvis det overhovedet er muligt, vil jeg selvfølgelig gerne give dem en endnu bedre bagage med end Chicas fik.
Derfor ville jeg blive meget glad, hvis I ville sætte lidt ord på, hvad der var særligt udfordrende for jeres hvalp i den første tid, hvad der måske stadig er det nu og om der er noget I gerne ville have haft jeg prioriterede lidt mere før den flyttede?
Jeg har selv tænkt over følgende, med udgangspunkt i den feedback der allerede er kommet:
🐶 Et par ture mere til byen, hvor hvalpene oplever trafik, mennesker m.m. - og gerne hvor de bliver gået med i snor, så de kan komme tættere på trafikken.
🐶 Pas på med at lade dem have adgang til tæpper når de begynder at gå på toilettet selv, de må ikke tro at tæpper er et toilet.
🐶 Flere ture i mørke, også gerne på fremmede steder.
🐶 Et par fremmede hunde mere, gerne i hvalpenes vante omgivelser så de ikke bliver alt for overvældede, og ikke nødvendigvis med ambitioner om at de hilser på dem - de skal bare være okay med at de fremmede hunde er der.
🐶 Få nogle fremmede mennesker til at løfte hvalpene op på et bord og mærke på dem mens de giver dem godbidder - så er det måske en mere tryg oplevelse hos dyrlægen.
_____________________________________________
Der ud over er jeg nysgerrig på hvor gamle jeres hvalpe var sidste gang de havde et uheld indenfor?
Og så har jeg nogle spørgsmål særligt til jer, der bor i lejlighed:
Hvad har været de største udfordringer ved at have hund/hvalp i lejlighed? Var det et problem at skulle bære dem op af trapperne? Reagerer de på lyde i opgangen, synet af folk udenfor vinduerne? Klager naboerne over gøen? Er der noget bestemt I gør/ikke gør, som I tænker er et must for at hunden kan trives i lejligheden? (det kunne være hvor længe I går tur, en fast legeaftale med en hundeven, at den får lov til at løbe frit et eller andet sted, en bestemt form for aktivering - hvad som helst I tænker virkelig gør en forskel for at hunden trives i en lejlighed.
Jeg håber I vil tage jer tid til at svare - og et billede af jeres skønne hunde ville også være dejligt 😍