12/08/2017
Vildtvoksende pastinakker (latin: pastinaca sativa)
********** MEGET GIFTIGE! *********
De fleste kender til eng- og vårbrandbæger, samt ranunkel (smørblomst) og ved, at de er giftige for heste. Men listen er meget længere, og omfatter alt fra den undseelige padderok (begge slags) til ahorn og eg. Det, der desværre gør pastinakken aktuel nu, er, at forekomsten er eksploderet på få år, og nu er den findes alle vegne i store mængder, og at de færreste ved, hvor giftig den er.
Den er meget smuk, når den står der med sin lyse limegrønne farve og blomster i gule skærme. Faktisk er det den samme plante, vi dyrker, for at høste roden. Som med kartofler, er det kun det, der er over jorden, der er giftigt, men en stor forskel fra kartoffelplanten er, at man ikke behøver at spise den, for at mærke giften. Hvis man får bare en lille smule saft på huden, bliver huden det, der kaldes fotosensibel, dvs. overfølsom for lys. Det betyder reelt, at man får brandsår af solskin, det gælder både dyr og mennesker. Jo sartere hud, desto værre forbrænding. Det vil sige, at arme er mere udsatte end håndflader, børn mere end voksne og lyse område på heste mere end mørke. -Og med forbrænding MENES forbrænding: Røde smertefulde områder på huden ofte med vabler.
Endnu værre bliver det, når hestene spiser planten. Den indeholder giftstoffet furanocumarim, som ikke kan nedbrydes i leveren, og derfor bliver i blodet. Leveren kan tage skade, og kroppen forsøger at udskille giftstoffet gennem hud og slimhinder, hvilket gør, at alle lyse områder på kroppen bliver ekstremt lysfølsomme. Det vil sige, at hesten kan få store væskende smertefulde skorpedannelser overalt, hvor den har lys hud, ikke kun i koder og på mulen, som når den har rørt ved planten.
Behandlingen er at skynde sig at få hesten indendørs, så den kommer væk fra solens lys, og så tilkalde dyrlægen. Der er ikke meget man kan gøre rent medicinsk, men dyrlægen kan udskrive noget smertestillende. Derudover kan man angribe problemet ad to veje: Udvortes ved at smøre de angrebne områder, så de bliver blødgjort og derved ikke sprækker, indvortes ved at give udrensende og leverstyrkende midler.
Ofte gør det så ondt på hesten, at man i begyndelsen ikke kan komme til at smøre. Der kan man dryppe lidt olie på, evt. med morgenfrueblade i (har en helende og bakteriedræbende virkning). Man skal ikke forsøge at pille skorper af, det gør ondt og kan give ar, dog undtaget er, hvis hestens næsebor tilstoppes, for heste kan ikke trække vejret gennem munden. Så må man se, om man kan få lov at pille lidt, læg gerne i blød i olie ½ times tid inden. Når man kan komme til at smøre, skal man vælge et blødgørende middel, for man kan ikke som sådan helbrede, da problemet kommer indefra. Man kan kun lindre, indtil kroppen selv har udskilt giften. Vær obs på, at der kan gå infektion i sårene!
Indvortes kan man bruge et godt gammeldags middel, som i nyere tid er overset både af dyrlæger og af hestefolk: Aktivt kul! Det har gennem århundreder været brugt mod forgiftninger, især i den akutte fase, for at binde giftstoffet i tarmen, før det optages i kroppen, men her ser det også ud til at have en markant effekt. Det er ikke dyrt, men er en noget beskidt affære at arbejde med. Hertil kommer, at man kan give hesten leverstyrkende urter, her findes en del, men marietidsel er den absolut bedste.
Ellers er det kun tid. Det kan vare uger til måneder, hvor hesten ikke må komme ud i solens lys, så da må man bytte om på nat og dag i det omfang, det kan lade sig gøre. Hvis man kan lade sin hest komme ud om natten (tjek solop- og nedgangstider), kan man hjælpe den til ikke helt at miste modet.
Dette opslag er skrevet med udgangspunkt i vores egne erfaringer med en nylig forgiftning af fire af vores heste. Dyrlægen mente til at begynde med, at det var engbrandbæger, men som flere af jer påpegede, pegede symptomerne mere på pastinak. Dog har de også spist engbrandbæger, måske som en følge af at have spist pastinakken. Det er rent gætværk, men ellers er det ret påfaldende, at heste, der ellers alle sammen i alle årene har undgået engbrandbæger, nu pludselig spiser dem, -og vel at mærke ikke en, men fire heste.
Lige nu er planten knapt så smuk, den er ikke så frisk i sin grønne farve, og blomsterne er blevet til frø. Det betyder til gengæld, at man ikke skal slå dem nu, for så får man blot hjulpet planten med at så sine mange spiredygtige frø. Man må tage handsker og langeærmer mm på og bevæbne sig med en solid beskærersaks og en plastiksæk og så ellers i gang med at samle dem sammen. Vær virkelig omhyggelig med ikke at få saft på huden! Vær dog opmærksom på, at planten er 2-årig. Det vil sige, at de planter, der står med frø, er sået forrige år. Dem der blev sået sidste år er meget undseelige og overses let, men de er lige så giftige og kommer til at stå i blomst til næste sommer.
