26/02/2023
Når identiteten bliver ramt
Jeg har igennem tiderne snakket med rigtig mange hunde- og hesteejere, som er blevet ramt rigtig hårdt lige i maven, når tingene er gået skævt.
Der har været tale om hunde- og hesteejere, som virkelig har sat sig ind i det at have hund og hest, nørdet i teori mm.
De føler nu skyld og skam, fordi:
- drømmehunden er gået hen og blevet en kæmpe problem, fordi den løber rundt på væggene, ikke kan sove, farer op ved de mindste lyde og i det hele taget lever sit eget liv.
- frygten ifm. et rideuheld har sat en gedigen stopper for atter at komme til hest. Det føles som at skulle hoppe ud fra et fly i 5 km højde uden en faldskærm. De forstår ikke, at de ikke kan finde den rideglæde, som de haft i 20+ år, hvor alt kørte som smurt.
Jeg er selv meget ramt for tiden på en anden front, og jeg vil her dele de redskaber og tanker med jer, som jeg for tiden gør brug af.
I denne uge skete der desværre det på mit arbejde, at min chef blev fritstillet, og vi var fire medarbejdere under ham, som dagen efter blev opsagt.
Det var noget at et slag i hovedet på os alle, og oplevelsen bongede ud på 10 ud af 10 på alle de parametre, som kan gøre en oplevelse traumatisk:
👉 Uventet
👉 Dramatisk
👉 Isolerende
👉 Nul strategi
Det var den direkte opskrift på at gå i en freeze-tilstand hos alle os medarbejdere.
Når der er tale om en oplevelse, hvor et menneskes eksistensgrundlag bliver hevet væk under en, kan der efterfølgende være risiko for en alvorlig følelsesmæssig reaktion på dette.
Følgerne af en sådan oplevelse kan hurtigt sprede sig til andre områder af livet, og det er jeg sikker på, at du kan relatere til, når tingene går galt.
Der kan blive tale om en identitetskrise, og dette vil jeg gå dybere ind i nedenfor.
Først vil jeg lige dele de tanker, som jeg har haft som følge af oplevelsen i tirsdags, herunder hvordan den har påvirket andre dele af mit liv:
😢 Jeg er uddannet eksportingeniør. Hvis jeg ikke kan få arbejde, fordi jeg er 50+ år, hvad gør jeg så? Jeg oplever en følelse af ikke at være noget værd på denne front.
😢 Jeg oplever at kravle rundt på væggene, når jeg er på arbejde, for jeg er den, som er blevet frasorteret af flokken og nu skal ud og finde mig en ny flok.
😢 Jeg har haft heste hjemme på min ejendom indtil 2019. Jeg tog beslutningen om at skære hesteholdet ned til en hest, som nu er opstaldet udenbys. Vi var herhjemme blevet enige i, at det ville give os mere frihed til ferie mm. Jeg oplever nu en følelse af sorg på denne front, når jeg står og kigger ud over alle mine fantastiske ridefaciliteter og hestefolde, for det har være den største glæde og fornøjelse at gå ud til mine heste og være sammen med dem flere gange om dagen. Udmugning har været en god måde at blive groundet på.
😢 Jeg er så ramt, at jeg pt. er totalt usikker, når jeg træner hest og hund, selvom jeg har nørdet i det i over 40 år på mange planer: Krop - sind - ånd.
Jeg vil i den kommende tid dele den proces med jer, som jeg bruger for rent menneskeligt at komme ud på den anden side, hvor solen atter skinner, og luften er ren ❤
Jeg er ramt midt i Solar Plexus, og Solar Plexus handler om, hvordan man kommer ud i verden.
Jeg er fra en generation, hvor anerkendelse er koblet op på præstationer:
🏆 En samfundsmæssig respekteret uddannelse ( = ingeniør)
🏆 Certificerede kurser ( = beviser for deltagelse)
🏆 Konkurrence-minded ( = gå efter første-pladsen)
🏆 Knokle-minded ( = blive ved, til du når over målstregen..... og falder om....)
🏆 Følelses-neutral ( = du viser ikke omverden, at du er ved at gå til af udmattelse)
Men, men, men, men - jeg er heldigvis blevet klogere med alderen, for anerkendelse via præstationer indeholder en kæmpe fare:
❓ Hvem er du, når du ikke kan præstere mere?
❓ Hvem er du, når du ikke tør ride på din hest?
❓ Hvem er du, når du ikke tør gå tur med din hund?
Når du kobler din identitet op på præstationer for at opnå anerkendelse udefra, og noget sker i dit liv, så du ikke kan præstere, så er du........ INGENTING........
Heldigvis vil jeg her bibringe en fantastisk sandhed, så du, der er opdraget til at præstere maks. for at opnå anerkendelse, kan komme på andre og mere hensigtsmæssige tanker:
Der er flere former for selvfølelse:
👉 Selvtillid: er koblet op på ting, som du gør, og som omgivelserne giver dig anerkendelse for. Jo mere anerkendelse, du får for dine præstationer, jo mere selvtillid får du og omvendt.
👉 Selvværd: betegner, hvor stor værdi du har på to fronter: Hvor meget føler du selv, at du er værd? Hvor meget føler du, at du er værd ift. din familie, venner, kollegaer etc.?
👉 Selvrespekt: betyder, at du holder, hvad du lover, og at du kun lover, hvad du kan overholde overfor dig selv.
Jeg er som skrevet ovenfor fra en generation, hvor anerkendelse er fuldt i kølvandet af at præstere og være "dygtig", og kombineret med et lavt selvværd og lav selvrespekt, så har jeg igennem livet sat mine ambitioner alt for højt og flere gange knækket nakken på det.
Når vi som mennesker bliver for fokuseret på at øge vores selvtillid igennem præstationer for at opnå andre menneskers anerkendelse, kan vi som mennesker godt blive blinde i forhold til, hvordan vi behandler vores hunde og heste.
I vores higen efter anerkendelse fra andre mennesker kan målet godt ende med at hellige midlet, og vores hunde og heste kan gå hen og blive et redskab til at opnå denne anerkendelse. Vi kan gå hen og glemme at betragte dem som vores ligeværdige samarbejdspartnere, og vi overtræder deres grænser.
Dyrene lever i nuet, de er deres følelser, og de er motiveret af at:
🙏 undgå ubehag og smerte
🙏 opnå tryghed og overlevelse
Jeg håber af hjertet, at I - kære heste- og hundeejere - er blevet inspireret af dette opslag. Hvis I er ramt på selvtilliden og har glemt selvværdet og selvrespekten, så træk i håndbremsen og skift retning. Verden vil kun blive et bedre sted at være for jer såvel som dyrene ❤
Med denne skønne video optaget her på matriklen ønsker jeg jer en dejlig søndag ❤🙏