Siden den spæde start i 1999 har tidsskriftet undergået en rivende udvikling, og hvad der i sin tid startede som et mindre studieblad for de studerende, er i dag en platform hvor studerende, underviserer og forskere kan udfordre hinanden i faglige discipliner. Med HVORFOR er ønsket at bringe øjenåbende artikler af faglig dybde, der giver anledning til refleksion hos bladets læsere. Det skal dog un
derstreges, at det er en hjørnesten i HVORFORs profil, at der foruden de akademiske bidrag skal være plads til artikler med en skæv vinkel, sjove indslag og hvad der ellers kan være på hjertet hos de studerende. HVORFOR er et studietidsskrift. Med HVORFOR gives en unik mulighed for at kunne udtrykke sig skriftligt i et frit og åbent forum, både som studerende og som forsker. HVORFOR udkommer en gang pr. semester i et format af 10-15 artikler på i alt omkring 100 sider, skrevet af såvel studerende som forskere på CBS, samt andre relevante bidragsydere. For hver udgivelse vælger redaktionen et overordnet skrivetema, der søger at indsnævre tværfagligheden for udgivelsen. Udover at udgive bladet, står tidsskriftet også for sociale events, der omkredser de tematikker og fagligheder som hver enkelt udgivelse berør, herunder en release fest. MANIFEST
Studietidsskriftet HVORFOR er et tidsskrift der udspringer af FLØK-studiet på Copenhagen Business School. Det henvender sig særligt til studerende med interesse for det social- og humanvidenskabelige felt samt økonomisk teori og samfundsfaglige problematikker. HVORFOR ønsker med tidsskriftet at skabe et debatmiljø, hvor studerende og forskere, såvel som andre interesserede, kan dele, udfolde og udvikle tanker og teser. Målet er at inspirere nysgerrige til at udfordre sig selv på nye måder, og turde lade verden træde frem i et nyt og til tider skævt lys. Tidsskriftet bestræber sig på to udgivelser årligt, og indeholder artikler i flere vægtklasser; fra den lette og underholdende til den tunge og faglige. Fælles for dem alle er at de vil inspirere, være påtrængende og relevante. Læseren skal igennem artiklerne kunne se sit eget (studie)liv på ny.