25/11/2025
Det sure vejr vi har ligenu er ikke værd at gå rundt udenfor i, hvis man har noget at lave indendøre - hvilket der nærmest altid er....
Engang i sommer så jeg en video af en etiketmaskine som så meget interessant ud. Jeg tænkte omgående "Det er den jeg skal have, så den gamle hjemmelavede kan komme på pension".
Den blev bestilt, men ikke taget i brug. Det skulle der så ændres på nu.
Efter nogle indledende diskussioner med den, om hvordan der skulle justeres på højde etiketten blev placeret i, og lidt andre småting, gik alting strygende.
Det er godt nok dejligt, når de bare sidder der hvor man beder dem om at sidde, og der samtidig kommer en pæn mængde glas over bordet.
Så fik man da vredet hjernen en smule i dag også :-)
Årets honninger har en dejlig stor spredning i farve og smag.
Forsommerhonningen er utrolig hvid i år, men har egentlig overraskende meget smag for så lys en honning. Lidt fast endnu, men som det ofte er med de tidlige honninger, skal de lige have lidt tid til at modne
Sensommerhonningen har mere farve og dybere smag. En blød honning som dog står fint i glasset.
Tunøhonningen er som altid helt sin egen. Vi har lidt til salg herhjemme fra, men øens honningen sælges hovedsageligt på Tunø hvor den kommer fra.
Lynghonningen er mørk og meget dyb i smagen. Blød og geleagtig som en lyng skal være. Den kraftigst smagende honning vi kan præstere, og nok den slags honning man enten elsker eller afskyr - Jeg hør helt klart hjemme i den første gruppe.
Vi sælger vores honning i nogle få butikker, og ellers herhjemme fra. Vi sender dog gerne, hvis du bor for langt væk til at komme forbi og hente honningen selv.