09/11/2023
Hej Kia
Nu er der allerede gået et år siden Balto flyttede med hjem til mig på Amager, det har jeg ikke fortrudt et eneste øjeblik. Balto er i mellemtiden fyldt 5½ år, men opfører sig stadig som var han en unghund, lige så skøn, skør og tosset som da jeg mødte ham hos dig❤️.
Det første 1/2 års tid har vi brugt på at træne, træne, træne og så træne lidt mere😉
men al træningen har båret frugt.
Jeg lærte lynhurtigt at godbidder af alle slags er det store hit - og det gør træningen meget nemmere. Han faldt hurtigt til hos mig, og efter de første dage startede vi med alene-hjemme-træning. Det gik super fint, og efter et par uger kunne jeg vende tilbage til arbejdet.
Balto trak virkelig meget da jeg fik ham, han er 35 kg muskler der vil frem i livet. Du var startet med at give ham grime på når I gik, for at have lidt styr på ham, og det fortsatte jeg med en tid, da han flyttede hjem til mig. Senere gik vi over til at bruge sele. Så det første vi startede med var at træne var at han ikke skulle trække på gåturen. Efter ca 2½ måned med konstant træning på alle ture, går han nu pænt ved min side, med slap line og uden at trække nævneligt (dog ikke hvis han spotter en kat eller ræv, dem kan han stadig ikke holde ud!, men han er blevet bedre til hurtigere, at få fokus på mig). Du vil nok ikke tro det, men det er sandt👍
Derudover brugte vi meget tid på at træne ro og fokus på og kontakt med mig. Jeg havde fået at vide af dig, at han konstant var meget opmærksom på sine omgivelser og at alt skulle tjekkes ud og det var helt rigtigt. Men vi gik nogle rolige steder, bl.a. på den nærliggende kirkegård, satte os på en bænk og arbejdede med at finde ro. Det var svært for Balto i starten, men han opdagede hurtigt, at når han fik kontakt med mig, satte sig eller lagde sig ned gav det godbidder - det kostede mange godbidder, men han blev god til det. Kommandoen "ro på" bruger jeg stadig når det hele bliver lidt for spændende og han "stresser" lidt.
I forbindelse med at træne ro, opdagede jeg at han ikke var til at stoppe, eller kunne falde ned igen når der var pinde eller bold-kast. Det skabte også ofte konflikter med de andre hunde, fordi han er så susende hurtig, at han stjæler det der bliver kastet. Jeg kaster derfor ikke med bold og pinde med ham, og er ikke i hundegården, når der bliver leget med dem. Vi er nu, efter et år, begyndt at kaste med pinde når vi er alene. Da han ikke selv kan finde ud af at stoppe, så stopper jeg det efter et par kast, og det fungerer indtil videre helt fint med at få ro på igen.
Balto syntes at alle hunde og mennesker er hans bedste venner, men han er jo en stor og glad hund der godt kan virke lidt overvældende for nogle (både mennesker og dyr), så da han havde fået lært at gå ved siden af mig, og ikke i strakt snor, begyndte vi at træne vi "at ignorere og gå forbi" - det gik overraskende nemt (med en godbid foran hans snude, som han selvfølgelig fik når vi var kommet forbi😄). Det gik hurtigt så godt, at når han går forbi, og af sig selv ignorerer en anden hund, prikker han til min hånd for at få en godbid - for han har jo været dygtig.
Vi er ofte i hundegården, det elsker han, for det er det eneste sted (udover hans egen have) hvor han kan være fri og lege. Han har en fest når vi er derovre, og det er uanset om vi er der alene eller om der er andre hunde. Hvis de andre ikke vil lege med ham, suser han selv rundt og har en fest. Han er god til at komme når jeg kalder og vi skal hjem - det har kostet endnu flere godbidder at lære indkald - men pyt med det. Han har fået nogle super gode hundevenner, som er med på hans energiniveau og skøre indfald.
Alt i alt er jeg så glad for, at jeg fik lov til at tage Balto med hjem. Han er en skøn hund, der er i fuld gang når vi er ude, og for det meste ligger og slapper af når vi er hjemme. Han laver fjollede ting og lidt ballade ind i mellem, men det er helt ok. Han er fantastisk omkring børn i alle aldre. Han er lærenem, og det viser alt det jeg har skrevet ovenfor også. Vi finder hele tiden på nye ting at skulle lære.
Han har charme, selvtillid og lækkert hår! og tiltrækker mange beundrende blikke når vi er ude og gå - for han er bare skøn❤️🦮!
Potedask fra Balto