Når jeg træner med mine hunde, er der primært to formål med det. Det ene er, at det skal være sjovt og så skal det stimulere min hund. Det skal ikke være perfekt, det skal ikke være stift, det skal være SJOVT!
Mine ambitioner på konkurrencebanerne er aldrig højere, end de ambitioner og forventninger jeg har til mine hunde når vi træner! Det betyder ikke, at jeg ikke elsker når de står på præmieskamlen, men jeg vil ikke stå med en hund på præmieskamlen, som ikke synes det har været sjovt! Så vil jeg hellere stå sidst med en hund, som synes det var en fest at være på banen! Hunden har ikke bedt om at komme til konkurrencer, det er mit behov. Så må jeg også sørge for, at den synes det er sjovt.
Mine to hunde er vidt forskellige. Det er de i alle hverdagssituationer og især i træningen. Nala er belagt med teflon, kan træne i timevis, jo mere fart jo bedre, ros labber hun i sig, korrektion preller af, bolden er den bedste belønning, vi holder lange og støjende samtaler, vi slås og vi synger.
Timon er helt modsat. Han synes egentlig at det der træning er lidt overvurderet. Han vil gerne træne, men i korte pas. Han vil KUN have godbidder som belønning, legetøj siger ham absolut intet. Ros skal være roligt og lavmælt, korrektion er et absolut no-go. Timon går simpelthen sin vej, hvis han ikke synes det er sjovt og hyggeligt. Timon vil allerhelst bare fange nogle mus og rotter.
Jeg har lavet en, lidt lang, video af en af vores træningstimer.
(Lyden kommer, af en eller anden mystisk grund, først efter 35 sekunder.)