Skodborg Heste-Praksis

07/12/2024

BACTIVATE: VEJEN TIL ØGET DRÆGTIGHEDSPROCENT HOS PROBLEMHOPPER

Hopper, der ikke bliver drægtige trods gentagne forsøg, eller hvor drægtigheden kort efter konstaterer drægtighed forsvinder, kan være en stor frustration for både ejer og dyrlæger. Efter betydelige udgifter for ejeren af hoppen og mange timers arbejde for dyrlægen må man i august konstatere, at hoppen endnu engang ikke er blevet drægtig.

HVAD ER EN PROBLEMHOPPE
En “problemhoppe” er ofte en ældre hoppe, der har fået 2 føl eller mere, men nu har vanskeligheder med at blive drægtig eller vedligeholde en drægtighed. Men også unge hopper kan give problemer.

MANGLENDE DRÆGTIGHED KAN SKYLDES FLERE FAKTORER
Infektioner i livmoderslimhinden er den væsentlige årsag til infertilitet hos hopper. Enten bliver hoppen slet ikke drægtig og ellers mister de drægtigheden tidligt i forløbet.
Gentagne eller ubehandlede infektioner kan føre til dannelse af arvæv, der vil forringe endometriets (børslimhinden) kvalitet væsenligt. Embryoets evne til at fæstne sig korrekt i livmoderen reduceres og en utilstrækkelig næringstilførsel kan føre til tidlig foster død eller at føllet ved foling er mindre end normalt.

Andre faktorer der kan nævnes er alder, hormonelle forandringer, fysiske forandringer som en stor slap livmoder, dårlig konfirmation af skeden, nedsat immunforsvar, dårlig sædkvalitet mm. Der er også vigtigt at bemærke at hoppens temperament (mulighed for håndtering, hoppeejers engagement (tid og penge) og dyrlægens faglighed og dedikation spiller ind.

DRÆGTIGHEDSPROCENT
Ca 65% af normale hopper vil blive drægtig ved 1. inseminering/bedækning. Efter 2-3 brunstperioder vil den samlede succesrate for drægtighed være oppe på ca 85%.
De sidste 15 % udgør de hopper, der udfordrer ejere og dyrlæger. 80% af disse hopper vil stå med en infektion. Den akutte infektion, evt efter en foling, er oftes uproblematisk at behandle. Udfordringen er de kroniske/latente længerevarende infektioner.

INFEKTION
Langt de fleste hopper med en latent infektion, står med en infektion med dormante streptokokkern som gemmer sig dybt i livmoderslimhinden. De er vanskelige at påvise ved prøver og kan ikke behandles effektivt med antibiotika, da deres stofskifte er inaktivt.

Når hoppen er inficeret, udløses et lokalt immunrespons, der frigiver en række signalstoffer med det formål at bekæmpe bakterierne. Disse stoffer dræber ikke kun bakterierne, men kan også skade slimhinden og føre til dannelse af arvæv. Jo mere omfattende og langvarig infektionen er, desto større er risikoen for, at der dannes så meget arvæv, at hoppen til sidst bliver infertil. Det er derfor afgørende at diagnosticere og behandle infektionen hurtigt og effektivt for at minimere skaderne.

Selvom en hoppe ikke skal insemineres eller bedækkes igen efter en foling, bør der stadig tages en prøve for at sikre, at hun er fri for infektion. Ubehandlede infektioner kan udvikle sig over tid og gøre hoppen til en problemhoppe, hvis hun senere skal indgå i avl igen.

HVAD KAN DER GØRES
Ved brug af bAktivate aktiveres bakterierne, så de bliver aktive og træder frem på overfladen af slimhinden. Dette gør det muligt at identificere dem og behandle infektionen effektivt.
Brug af bAktivate er smertefrit og uden ubehag for hoppen.

1-2 dage efter aktivering udtages en skylleprøve eller biopsi til dyrkning. Hvis hoppen er inficeret, ses ofte en øget mængde væske i livmoderen, hvilket indikerer en infektion og aktivering af bakterierne. Det er vigtigt at starte behandlingen så hurtigt som muligt, mens bakterierne er aktive, for at opnå bedst mulig effekt.

En effektiv behandling af en streptokokinfektion består i lokal og systemisk behandling.
Ofte vil en enkelt aktivering være nok, men er hoppen disponeret for infektion kan det måske være aktuelt med endnu en aktivering.
INSEMINERING kan ofte foretages i samme brunst, som hoppen er blevet aktiveret, hvis forholdene er optimale med hensyn til ægløsningstidspunkt, fravær af væske i livmoderen, og tilgængelighed af sæden.

DIAGNOSTISKE METODER.
Der tages en prøve fra livmodere der dyrkes, så der ses hvilken bakterier der er tale om og hvad den kan behandles med.
Selv om der er påvist en infektion udelukker dette ikke at der samtidig kan være en latent infektion dybere i slimhinden der kræver en aktivering førend de kan behandles.
Prøven kan udtages vha svaber- skylle prøve eller biopsi. Alle 3 prøver er smertefri og uden gener for hoppen.
SVABERPRØVE er langt den nemmeste måde at tage en prøve på og er derfor den der er mest brugt. Følsomheden er markant lavere i forhold til biopsi eller skylleprøve. Med en svaber påvises kun ca 1/3 af infektioner.
SKYLLEPRØVE eller BIOPSI har langt større følsomhed og er et, langt bedre diagnostisk hjælpemiddel, da man her kan påvise op 2/3 af infektionerne.
Som reproduktionsdyrlæger ser vi ofte de samme hopper år efter år og har derfor et godt kendskab til deres problematikker. For nye hopper er det vigtigt at undersøge deres historik grundigt.

Hos hopper med en tidligere historik af problemer vælger vi ofte at starte med en aktivering fra begyndelsen. Selvom dette medfører en ekstra udgift for hoppeejeren, viser det sig ofte at være en besparelse på længere sigt, da hoppen ikke løber om så mange gange. Aktivering kan øge drægtighedsprocenten hos problemhopper med op til 85 %.

HVIS EN HOPPE IKKE ER BLEVET AKTIVERET, VIL JEG MED RETTE MENE, AT DET OPTIMALE FOR AT OPNÅ DRÆGTIGHED IKKE ER GJORT. Dog er det vigtigt at huske, at vi arbejder med biologi, og uanset aktivering eller ej, kan der stadig være hopper, der løber om gentagne gange hver sæson uden kendt årsag.

ET PAR SUCCES HISTORIER
HOPPE A, der ikke havde opnået drægtighed i fire år trods gentagne behandlinger hver sæson, blev tilfældigvis scannet af mig, da jeg fik opgaven i stalden. Hoppen var igen ikke drægtig, og jeg valgte at aktivere hende. Som forventet blev en streptokokinfektion påvist. Efter tre dages behandling fik hoppen ægløsning og blev insemineret samme dag. 15 dage senere blev drægtighed konstateret.

Herefter har hoppen leveret et føl hvert år, men kræver aktivering hver gang for at blive drægtig. Det er dog blevet gradvist mere udfordrende at opnå drægtighed med hende over tid.

HOPPE B, nyligt indkøbt, havde en historik, om hun kun kunne opnå drægtighed ved brug af frisk sæd og blev derfor hvert år kørt til Holland. Hun havde tidligere fået 10 føl. Hos den nye ejer blev hun forsøgt insemineret med transportsæd, blev drægtig, men resorberede kort tid efter.

Efterfølgende blev hoppen aktiveret og har derefter fået tre føl ved inseminering med transportsæd. Hun blev aktiveret alle tre gange, inden hun senere blev aflivet af en anden årsag.

HOPPE C, der tidligere havde fået 8 føl, gik i en periode på 5 år uden at blive drægtig. I 2022, som 21-årig, blev hun foræret væk. Efter aktivering samme år blev hoppen drægtig og har siden fået føl både i 2023 og 2024.
(Og inden der kommer bemærkninger om at en så gammel hoppe ikke bør insemineres vil jeg sige at hoppen har det fantastisk og ligger en 10 år yngre hoppe😉)

HOPPE D. Ung hoppe 4 år. Kastede føl som 3-årig. Blev igen insemineret igen efter ren skylleprøve, som 4-årig. Blev drægtig men resorberede ca 50 dg efter ins. Hoppen nblev aktiveret og er nu drægtig og skal fole i maj måned.

Podcast “ Vejen til føl” kan ses bl.a. på Spotify https://open.spotify.com/episode/4gwtemJqOyblD6JvFp3kzc?si=ZronSmlmTHaCIjfgbUf9dQ

https://bactivate.eu/