22/12/2024
❤️🎄 Konserveringscenter Vejle ønsker alle en glædelig jul og med ønske om et godt nytår 🎉
Julen er lige om hjørnet og endelig er maleriet blevet helt afrenset, så det igen står lyst og levende. Sneen lyser frisk og klar, og himlen stråler blå ❄💙❄
Sneen og himlen var blevet forurenet af gulligt nikotin-røg, der lå som et tykt, gult tæppe over den fine vintersne. Men gennem december har vores maleriafdeling fået afrenset motivet, så julen igen er blevet hvid!
-og hvis du kigger efter, er der sørme også dukket et par nisser op, der nu kan trække vejret igen og nyde den fine julesne ❄
Maleriet er lavet af kunstmaleren Aksel Olsen Haldrup (1890-1977), der malede vintermotivet i 1929. Det forestiller hans hus på Sanddal Bakke, "Bjælkestuen", syd for Fredericia (nu: Kampmannsvej).
Haldrup blev uddannet som håndværksmaler hos malermester Bartholin Jensen og arbejdede derefter som svend hos Emil Jensen. Det kunstneriske trak dog og han studerede på Kunstakademiet i 1912, og siden kunne han ernære sig som kunstmaler. Han har malet en række motiver fra 1920ernes og 30ernes Fredericia.
Maleriet tilhører Museum Fredericia, som har en fin samling af Haldrups malerier.