25/10/2024
Værd at læse!
Og i forlængelse af Sarah' s skriv:
Jeg ser nemlig denne tendens forsætte hos de voksne: det er svært at stå på mål for det der føles rigtig, det er svært at modstå det pres der kan være og i det hele taget avler det, at skulle pakke sine følelser væk, noget rigtig usundt.
Det avler usikkerhed, afmagt og frustration. Interaktioner og relationer der vokser ud af dette har det med at skabe unødvendige problemer.
Jeg kommer hos mange voksne ryttere, som har en følelse af, at der findes en anden og kærligere vej med , men ikke tør stole på deres mavefornemmelse, fordi de hele tiden får at vide at de skal tage sig sammen, at hesten skal tage sig sammen, at pres og magt er vejen, at de ikke må være blødsødne, hesten ikke må bestemme etc.
Men det er ikke kun hestene, det er også dem selv de er ukærlige overfor, fordi mange års forkerthed let tager bolig i ens selvopfattelse.
Jeg glæder mig til den dag, hvor det bliver opfattet som stærkt at turde føle og være empatisk, at stå på mål for en empatisk tilgang og stå op for hestene og sig selv.
💔Når vi lærer børn at ignorere deres følelser- Giver vi dem problemer resten af livet💔
Kan du huske første gang du mødte en hest, den helt rene tiltrækning, som ikke handlede om andet end at være samme med dette fantastiske væsen. Ikke noget med stævner eller præstationer eller træning. Du ville bare være samme med dette milde blide væsen, af helt ren kærlighed.
Børn er nysgerrige sansende væsner, helt som hestene er af natur, og derfor bliver vi så fascinerede af hestens rolige, nysgerrige væsen, og der opstår hurtigt en naturlig forbindelse.
Børn og heste forstår hinanden uden mange ord; det er intuitivt og let. Men denne forbindelse bliver for de fleste børn, hurtigt brudt.
Så snart barnet træder ind på rideskolen, starter processen med at lukke ned for denne intuition, for logik passer dårligt sammen med den kultur og den fortælling vi har skabt omkring hestene.
Det skaber en konflikt, et paradoks.
På den ene side har barnet en helt tydelig intuitiv følelse af, hvad hesten kommunikerer. Hesten viser, når den er utilpas eller har smerter, når den ikke forstår opgaven eller fysisk ikke kan udføre den og barnet mærker det instinktivt, det er meget lige til når ikke man har lært andet.
Men på den anden side står en autoritet, en underviser, som barnet ser op til, og siger noget helt andet: "Hesten er fræk", "Den prøver dig af", eller "Du skal vise, hvem der bestemmer".
Barnet står nu i et dilemma. Skal de stole på deres egne følelser, deres intuition, eller på det, de får fortalt? De børn, der bliver ved med at ride, lærer hurtigt at ignorere, hvad deres krop fortæller dem. Hvad de mærker. Det er ikke en aktiv beslutning, det er bare noget der sker.
Enten lukker de ned for kontakten imellem krop/følelser og hoved, eller også holder de op med at ride, tiltrods for deres store kærlighed til hestene for de kan ikke holde til at blive ved med at mærke hvad hesten fortæller, og samtidig bliver ved med at gøre, hvad ridelæren beder dem om.
Men hvad betyder det for dem resten af livet?
🔹At miste kontakten med sine følelser🔹
Når børn tidligt lærer at undertrykke deres egne følelser og intuition, påvirker det ikke bare deres måde at omgås hestene på, det påvirker hele deres liv. De lærer, at det, de føler, måske ikke er "rigtigt". Igen er det ikke en bevidst tanke, men deres system har lært, at deres følelser af rigtig og forkert ikke er korrekte, og at de ikke kan stole på dem.
Det er ikke et stort og tydeligt skift men noget der sker gradvist, som en kollektiv "grooming", en del af den syge kultur vi i dag har i hesteverdenen, og noget de fleste af os ubevist bøvler med i vores voksenliv. Det at mærke vores egne grænser, vores egne behov, det at få vores hjerne og følelser til at stemme overens, og det er et kæmpe problem.
I ridesporten ser vi det tydeligt. De piger, der bliver ved, bliver ofte dem, der er mest "hårdføre". De lærer at "bide tænderne sammen" og ignorere det, deres krop og hjerte fortæller dem.
Vi kender også alle fortællingen om at ”Ridepiger bliver gode chefer”. Det er en fortælling der altid er blevet forklaret med at de er vant til at ”samarbejde” med et andet væsen, læse de små signaler osv.
I den perfekte verden, den verden jeg drømmer om for hestene og for os, så ville det uden tvivl være sandt.
Men i dag er sandheden en anden. Hestepiger bliver ”gode” chefer, fordi der ikke findes mennesker der er mere vant til at ignorere deres egne følelser end heste piger, for de kan ikke mærke dem selv, for kunne de mærke dem selv, kunne de ikke få sig til at behandle et levende væsen som de gør hver dag med deres hest.
Og i mange år, har det været et godt karaktertræk for en chef.
🔹Når vi træner børn til at ignorere deres egne følelser🔹
Vi lærer børnene at være hårdføre, men til hvilken pris? Når vi gentagne gange beder dem om at ignorere, hvad de selv føler er rigtigt eller forkert, begynder de at miste fornemmelsen for egne grænser. Det er ikke kun noget, der påvirker dem i hestesporten, det bløder også ud i resten af deres liv – det er en dybere, bredere problematik, hvor vi med den kultur vi har skabt i hestesporten, den måde vi kollektivt ignorer hvad vores heste fortæller os, også træner børn i at tilsidesætte deres egen intuition og følelser for at kunne blive ved med at ride.
For pigerne på rideskolen betyder det, at de kan miste forbindelsen til deres egne grænser. Når de konstant får at vide, at det, de føler, er forkert, lærer de at lukke af. Og dette mønster kan have alvorlige konsekvenser i mange aspekter af deres liv, det ikke at kunne mærke egne grænser er ikke kun et problem når vi er i hesteverdenen, det er et kæmpe problem som følger os hele vores liv, både i vores forhold, i vores job, og i relationer med andre mennesker, hvor vi igen og igen lader vores grænser overskride med et ”smil” fordi vi er hårdføre.
Men det er kun vores hjerne der er "hårdfør", vores krop og følelser er der stadig, vi forholder os bare ikke til dem, men de registrer stadig hver gang vores grænser får lov at blive overskredet.
🔹At tage ansvar for fremtiden🔹
Vi står overfor et valg: Skal vi fortsætte med at træne børn til at ignorere deres egne følelser og grænser? Opfostrer endnu en generation af hestepiger, som kan ”modstå” det meste, men har et virkelig usundt forhold til grænser, og hvad der er ok at byde dem?
Eller skal vi begynde at lytte – Til hestene, til børnene og ikke mindst, til os selv?
Det er ikke bare for hestenes skyld, men for børnenes. Vi skylder dem at lære dem at stole på deres egne følelser, at kunne sætte sunde grænser og ikke lade autoriteter overskygge deres egen intuition, være åben for læring, men altid have sig selv med i det.
Lad os skabe en hesteverden, hvor der er plads til at børn lærer at lytte til både sig selv og til de levende væsener, de omgiver sig med. En verden, hvor vi ikke skal lukke ned for vores følelser, for at vi kan holde til at være med. Lad os lave en hesteverden, hvor vi kan holde til at høre, hvad vores heste fortæller os, lige meget hvad vi beder dem om at gøre.
